Tvangsoverspisning er lige nu den mest hyppige spiseforstyrelse i Danmark. Det anslås, at op mod 50.000 danskere i alderen 15-45 år lider af sygdommen.
Vi kender formentlig alle spiseforstyrelserne anoreksi og bulimi, der forårsager et forstyrret forhold til mad.
For anorektikernes vedkommende undgår man indtag af mad og er undervægtig. Forstyrrelsen rammer typisk unge piger.
Hvad angår bulimi ( som er sammenlignelig med overspisningsforstyrelse), så er man optaget af ikke at tage på og har meget strenge regler omkring hvad det er, man spiser. Dog har man også overspisninger minimum 2 gange om ugen. Bulimikere kompenserer dog med at kaste op, tage afførende midler eller dyrke overdreven motion, hvilket er modsat personer med en overspisningsforstyrelse.
Der ud over er der også nyere spiseforstyrelser, som er kommet til i takt med, at vi fokuserer mere på krop, udseende og kost (bl.a. via de sociale medier). Her kan bl.a. nævnes ortoreksi, som er ekstrem optagethed af sund kost og sundhed generelt samt spisefortstyrelsen megareksi, som hyppigst rammer mænd, og som gør, at man er meget fokuseret på at opbygge muskelmasse og være trænet. Symptomerne er træningsafhængighed, hvor man skal i fitness hver dag eller ud at træne – og til tider flere gange om dagen.
Overspisning
Når det kommer til overspisning, så tænker man måske, at det må være kvinderne, der i højere grad spiser på deres følelser. -Ligesom det rent statistisk set har været en størstedel af kvinder, som har lidt af anoreksi og bulimi.
Det er dog ikke tilfældet, da mændene er godt med i overspisningsstatistikken. Ligesom det også er mændene, der “fører”, når det kommer til ludomani, alkoholmisbrug mm.
Det er derfor vigtigt at slå fast, at det faktisk er helt normalt og ganske ok at være mand, og have et overspisningsproblem, hvorfor mændene også skal inkluderes i opmærksomheden herom.
Så hvordan ved man, at man overspiser?
Overspisninger er ofte forbundet med en skamfølelse og væmmelse, ligesom man føler sig ude af kontrol.
Overspisninger medfører ikke kun en følelse af at have det psykisk dårligt, men også fysisk dårligt, da man når langt forbi den fysiske sult.
Man spiser simpelthen på følelser og ikke fordi man er sulten.
Der er også ofte en følelse af ensomhed forbundet med handlingen ligesom man som regel spiser alene.
Ved en overspisning kompenserer man ikke ved at kaste op, overtræne eller lignende.
Det der sker er, at man har et kæmpe stort madindtag i løbet af 2 timer, minimum én gang ugentligt i en periode på 3 måneder.
Der er følgende 4 grader af overspisning:
Mild: 1-3 gange om ugen
Moderat: 3-7 gange om ugen
Alvorlig: 8-13 gange
Ekstrem: Over 14 gange pr. uge (dvs to gange om dagen)
Der er selvfølgelig stor forkel på om man overspiser een gang om ugen eller om man overspiser 14 gange eller mere om ugen. Der ud over er det vigtigt at skelne mellem, at det ikke er alle overvægtige, der lider af en overspisningsforstyrelse.
Dog kan man omvendt sige, at alle der lider af en overspisningsforstyrelse, er overvægtige.
Er der særlige karaktertræk, der kendetegner personer med en overspisningsforstyrelse
En af tingene kan være perfektionisme. Alt eller intet. Enten gør jeg det 100% perfekt, ellers er det ikke godt nok.
Det samme er kendetegnende ved overspisning. For enten skal jeg passe rigtig meget på, med hvad jeg spiser, eller også giver jeg den gas og spiser 10 plader Marabou (og mere til).
Lavt selvværd kan ligeledes nævnes som en faktor.
Hvordan føler jeg mig som menneske…
Er jeg god nok som jeg er?
Er jeg nok værd i verden som jeg er?
Er det okay at være mig, som jeg er?
Hvis man har et lavt selvværd, har man en følelse af, at man ikke er god nok, som man er. Man føler sig ikke ligeså meget værd og lige så meget elsket som alle andre.
Med denne evige usikkerhed, hvor man går rundt og er i tvivl, om man er god nok, viser det sig på flere områder i ens liv. Det kan eksempelvis være på jobbet, i relationer, parforhold osv.
Hvis du derud over er et menneske, der har ekstrem meget brug for kontrol, så er det ofte noget af det, der er på spil ved spiseforstyrelser.
Spiseforstyrelser handler om at være i kontrol og tage kontrol i sit liv. Man tager derfor kontrol over sin mad, og regulerer sig selv, ved eksempelvis at nægte sig selv mad eller lave restriktioner omkring hvilken mad, man må indtage.
Der udover er dét at være impulsiv også et karaktertræk ved en person som overspiser. At man lige pludselig får lyst til noget sødt eller trang til at spise noget, som gør, at man stopper ved den nærmeste kiosk og køber 2 hotdogs, en kakao, 2 poser chips, en liter is og nogle poser slik…
Man er styret af af være impulsivt handlende.
Det er en vekselvirkning mellem det at være i kontrol og det at slippe kontrollen, hvilket gør, at man kan gå fra den ene yderlighed til den anden.
Efterfulgt af en overspisning kommer som regel den dårlige samvittighed samt en indre stemme der siger, at NU skal jeg også spise sundt.
Fra NU af gør jeg aldrig det her igen – jeg vil ikke mere. For derefter at opleve sig selv miste kontrollen og “falde i”, allerede senere på aftenen eller dagen efter.
Denne vekslen mellem kontrol og kontroltab, er utrolig hårdt at være i. Samtidig er det en tydelig indikator på, at man mangler balance og derfor har det rigtig dårligt.
Ud over at dette selvfølgelig har en konsekvens for helbredet ifm livsstilssygdomme, øget BMI osv, så er lidelsen også med til at afføde et endnu lavere selvværd, hvilket er psykisk skadeligt.
Især hvis man ikke får behandling i tide.
Så tag dig dog sammen!
Mange har den opfattelse, at overvægtige bare må tage sig sammen. At situationen er deres egen skyld og at de bare skal tage sig sammen. Det eneste denne tilgang gør er, at taler direkte ind i det at have lavt selvværd.
At være overvægtig er for mange virkelig skamfuldt og kan medføre, man føler sig enormt ensom. Man kan derfor have tendens til at isolere sig. Både fordi man skammer sig over sit udseende, men også fordi man nemmere kan spise i fred, når man er alene.
Så med en spiseforstyrelse følger ofte en ked-af-de-hed, en skamfølelse og følelsen af at være forkert. Man kan tilmed blive deprimeret og få en følelse af, at det er lige meget om man er til i verden. For når man ikke engang kan styre sit eget madforbrug, kan alt andet være lige meget.
Det hele bliver en ond og selvforstærkende spiral, som kan føles svær at komme ud af. En spiral som påvirker både humør og den generelle trivsel, hvorfor livskvaliteten bliver væsentligt nedsat.
Så kære læser. Kender du nogen med en overspisningsforstyrelse eller noget der minder om, så er tilgangen ikke, at den pågældende “bare” skal lukke munden og lette røven. Ej heller, at de “bare” skal tage sig sammen.
Det er meget mere komplekst end som så.
Hvad gør man som pårørende?
Men hvordan skal man så gribe det an, hvis man er pårørende til en, der overspiser? For det kan være rigtig svært som pårørende eller udefrakommende at vide, hvordan man bedst kan hjælpe.
Mange kan have en tendens til at tale om personen bags vedkommendes ryg: “Han/hun har da vist godt nok taget på” eller “hvor svært kan det være at tabe sig?”
Det kan også være, man giver personen gode råd om slankekure eller opfordrer til fitnesscentre eller andet.
Dog skal du ikke være i tvivl om, at personen der overspiser, godt selv ved, at det ville være godt med en sund kost og livsstil.
Det handler i stedet om, at blive set. Set som det menneske man er – ligemeget hvor meget du så end vejer eller om du går ned og køber pizza og softice fremfor en Cæsar salat.
Hvis du står en person der lider af overspisning nært, så vis vedkommende at du er der for ham/hende. Vis, at du er klar til akt lytte. Giv udtryk for, at din dør altid er åben.
Undgå for mange gode råd, med mindre du bliver spurgt. Vis i stedet at du er til stede. Det kan muligvis give personen mod til at snakke og åbne op og fortælle, at man har et problem, som er lidt svært at styre.
Så vær der og anerkend personen for dét, vedkommende står for.
Generelt ved de fleste mennesker godt, hvad de skal spise og hvad de skal gøre for at tabe sig. Det er derfor ikke her udfordringen ligger.
Forsvinder en overspisningsforstyrrelse igen?
Der er intet der tyder på, at en overspisningsforstyrelse forsvinder igen af sig selv.
Det blev i 2018 en anerkendt spiseforstyrelse, hvilket vil sige, at det er en diagnose. Dette medfører at der følger penge til yderligere forskning, behandling samt at der er øget fokus på, at det er en alvorlig problematik, der skal tages seriøst.
Årsager til udvikling af en overspisningsforstyrelse
Som tidligere nævnt er der visse personlighedskarakteristika, der gør, at man er mere disponeret. Ligeledes er der faktorer der relaterer sig til miljø, såsom belastede familieforhold som alkoholmisbrug, tidlige traumer, fysiske og seksuelle overgreb og andre former for omsorgssvigt.
Der ud over ser man på, om der er en udløsende faktor til en overspisningsforstyrelse. Dette kan være en oplevelse af tab, svigt, mobning, traumer, ændring i livssituationen, tiltagende slankeadfærd og lign.
Slutteligt ser man på, om der er noget, der vedligeholder forstyrrelsen. Det kan eksempelvis være følelsen af en indre uro, depression, følelsesmæssig ustabilitet, søvnbesvær og udmattelse, som er med til at vedligeholde trangen til overspisning.
Noget af det der særligt har betydning for om man udvikler en svær grad af overspisning kan være vilkårene i ens opvækst. Det kan f.eks. være psykisk sygdom i familien eller et alkoholmisbrug fra en far eller en mor.
Dette gør, at man som barn oplever, at forældrene ikke lever op til det ansvar de har. At de, som voksne mennesker, ikke er i stand til at passe på og tage ansvar for deres børn. Man kan føle, at man er meget overladt til sig selv.
Under en sådan opvækst har hverdagen været præget af en stor grad af usikkerhed og tvivl. Modpolen til usikkerhed og tvivl er at tage kontrol. Derfor er det typisk, at hvis man har været udsat for lignende i sin barndom og opvækst, så er der en øget risiko for, at man kan udvikle en moderat til svær overspisningsforstyrelse senere hen i livet.
Hvornår opstår en spiseforstyrelse?
Anorexi opstår ret tidligt – omkring 14 års alderen.
Bulimi omkring 16 års alderen.
En overspisningsforstyrelse opstår som regel i slutningen af teenageårene samt i starten af 20’erne, hvilket vil resultere i overvægt i starten af 30’erne.
Det kan derfor være her, man begynder at opdage, at man har prøvet adskillige slankekure, hvilket ikke har lykkedes på den lange bane.
Dog skal det nævnes, at de personer der udvikler en overspisningsforstyrelse, som regel også har været overvægtige i deres barndom.
Det er eksempelvis personer, der som barn har fundet en virksom strategi til at håndtere deres egen tvivl og usikkerhed omkring forældrenes tilstedeværelse. Nemlig trøstespisning.
Ligeledes har det været en strategi til at håndtere den evige tvivl og følelse af, om forældrene overhovedet er interesseret i dem. Om forældrene mon har nok at gøre i sig selv og deres egne problematikker (eksempelvis psykisk sygdom, alkoholmisbrug, skilsmisse o.lign.).
Her kan barnet selv være begyndt at gå i køkkenet og åbne skabe og skuffer, for at finde slik eller ekstra mad, for at tage med ind på værelset, hvor det spises i smug.
Simpelthen som en strategi for at håndtere noget der sker, og som er vanskeligt i ens liv.
Det er en sådan strategi, der på sigt kan udvikle sig til at blive en decideret overspisningsstrategi. Netop fordi man som voksen allerede kender strategien fra barndommen og ved, at den virker. Den har været brugt og har virket for barnet i den tidlige alder, for at opnå en eller anden form for kontrol i de opvækstvilkår, man var i.
Det kan også være, at man som barn oplevede, sideløbende med at have det lidt svært derhjemme, at man også blev mobbet i skolen. Eksempelvis pga man vejede 5-10 kg for meget. Det er også nogle af de ting, som påvirker barnet i barndommen og som øger risikoen for at udvikle en decideret overspisningsforstyrelse senere hen.
Forskning viser, at særligt alkoholmisbrug kan være en af de ting, der kan have betydning for, om en person udvikler en overspisningsforstyrrelse eller andre psykiske sygdomme.
Det der kendetegner, at være vokset op i en alkoholmisbrugsfamilie er, at det en opvækst, som er præget af høj usikkerhed.
Man er i tvivl om de voksne kan leve op til deres ansvar, så man bliver sat i en position, hvor man som barn meget tidligt skal være voksen. Der ud over forsøger barnet ofte også at skjule det, der sker derhjemme.
Det der typisk også sker er, at partneren til eksempelvis alkoholmisbrugeren forsøger at udstråle udadtil, at “vi har det perfekt og alt er godt”, hvilket dog ikke er virkeligheden bag facaden.
Børn kan derfor være bange for, at der skal komme venner på besøg, som vil opdage, at der står tomme flasker på bordet, som kan afsløre familiens hemmelighed.
Så i stedet for at gå ud og lege ubekymret med sine venner eller ved at blive dygtigere til matematik, bruger barnet i stedet al dets energi på at vise, at det har styr på det og at deres forældre i hvert fald ikke har et problem.
Barnet tager ansvar i en meget tidlig alder, – deraf udtrykket “De voksne børn”, hvilket er en meget usikker tilværelse, som vil afføde et behov for kontrol på et senere tidspunkt. Kontrol som typisk er kendetegnet ved spiseforstyrelser.
Ovennævnte er ikke en “garanti” for at man går hen og udvikler en overspisningsforstyrelse eller lignende forstyrrelser. Ligesom det heller ikke kun er en opvækst med misbrug, der forårsager forstyrrelsen. Der kan være andre faktorer, der kan medføre, at det sker.
Planlagt overspisning
Hvis vi skal se på hvad der sker, når man foretager en overspisning, så er det selvfølgelig individuelt og fra person til person.
Det der typisk kan tricke en overspisning er en følelsesmæssig begivenhed, som er svær at håndtere.
Det kan for eksempel være, at man som ung møder ind på skolen, hvor man skal have gruppearbejde. Man fornemmer måske hurtigt, at man er lidt udenfor og at der ikke e særlig mange, der interesserer sig for een.
Når der så skal dannes grupper, er der ikke rigtig nogen der vil være sammen med een, hvilket afføder en følelse af at være overset, ensom og ikke god nok. Følelsen af ikke at være god nok, taler som nævnt tidligere, direkte ind i det lave selvværd og tvivlen om at være god nok.
Mens man står i situationen, prøver man på bedste vis at navigere i det. Det kan også være, at ens lærer kommer én til undsætning og siger, du går sammen med den eller den, og så bliver det problem midlertidigt løst.
Dog ligger der en masse ubearbejdet følelser forbundet med et sådan scenarie.
Og de følelser skal jo bearbejdes.
Og når man overspiser, så vil det første man gør, når man kommer hjem være, at sætte sig og spise en hel masse.
Hvis man på forhånd ved, at der ikke er noget at spise derhjemme, så vil man selvfølgelig først køre forbi Netto eller tanken og handle madvarer ind, så man kan komme hjem og “belønne” / trøste sig selv.
Overspisninger kan derfor både være fuldstændig planlagte, men det kan modsat også være impulsive.
F.eks. kan barnet fra eksemplet om gruppearbejdet allerede dér begynde at sidde og tænke på, hvad han/hun skal købe når hun går hjem. Ligeledes hvordan han/hun skal gøre det. -Skal der handles ind to eller tre forskellige steder? For det er jo en smule skamfuldt at fylde sin kurv op med så meget mad, som indgår i en overspisningsperiode.
Nogen mennesker oplever også, at de aflyser aftaler.
Hvis de f.eks. skal på cafe med vennerne i aften, så vil dette forhindre en overspisning. Og når man ikke har andre strategier til at håndtere de vanskellige følelser (det kan være sorg, vrede, længsel m.m.) så har man et behov for at spise. Man må bare spise! Derfor aflyser man måske en aftale, så man i stedet kan komme ud at handle. Derefter går turen hjem, hvor man isolerer sig i 2 timer, så der er fred og ro til at spise. Derefter sidder man så tilbage med en endnu dårligere følelse, end man havde fra start af.
Impulsiv overspisning
Ved de impulsive overspisningsepisoder er man muligvis ikke selv klar over, at man er påvirket af nogle episoder med dertilfølgende følelser. Man kan derfor være på vej hjem og har spist fornuftigt i løbet af dagen, men så passerer man en reklame for 2 hotdogs til ens pris. Det er hér, det kan være svært for en der overspiser, at abstrahere fra.
Indre dialog
For dem der planlægger sine overspisninger, følger der ofte et hav af tanker med.
Selvom de har lagt en plan for deres overspisning, så vil der fortsat være “stemmer” inde i hovedet, der diskuterer for og i mod:
“Er du nu sikker på det her er en god ide” og “Du har jo fortjent det, efter dén hårde dag” og “Det er synd for mig” og “ Du ved hvordan du får det bagefter” og “Jeg køber ikke så meget” og “I dag bliver sidste gang” osv osv.
Problemet er bare, at det altid er lysten, der får lov at bestemme – ikke fornuften.
Så når fornuften ikke kan overvinde, hvad gør man så?!
For dem der ikke søger hjælp udefra, så kan man forsøge at finde ud af, hvilke tanker det er, der dukker op, når man er i situationen. Derefter om det er muligt at ændre dem.
Samtidig er det også en god ide at finde ud af, hvad der er gået forud for tankerne.
Hvad har udløst dem? Hvad sker der inde i mig? Hvad sætter det hele i gang.
Først når man har belyst dette, er det muligt at ændre på adfærden, så den ikke får lov at udspille sig.
Hvis du ønsker hjælp udefra er egen læge en god start. Her kan du først og fremmest bede om en henvisning til behandling eller psykologisk hjælp.
Hav dernæst for øje, hvor din motivation til forandring kommer fra.
Er det en indre eller en ydre motivation? Undersøg om du kan mærke indeni, at NU skal jeg gøre noget ved dette problem. Ikke fordi andre synes, det er et problem. Heller ikke fordi nogen synes, jeg skal tabe mig. Men fordi JEG vil og har lyst til at ændre mit liv.
Hav derfor heller ikke kun for øje, at du skal tabe dig. For det bliver det sekundære i en sådan process.
Det primære arbejde er det, der sker inde i dig og som er roden til overspisningerne.
Tro heller ikke at så snart du går i gang med sådan en process, at det hele bliver guld og grønne skove. Det vil være en hård og langvarig process, som altid vil kunne give tilbagefald. Men når man finder årsagen til overspisningerne, så skulle man selvfølgelig også gerne stoppe med at overspise, hvilket vil føre til et vægttab.
Det, at arbejde med sig selv og få indsigt i sig selv er en mega hård process. Man skal derfor være klar til samt bevidst om, at forandringer ikke kommer fra een dag til en anden.
Så hvis du vælger at gå psykologisk til værks med en terapeut i 1:1 forløb, så skal du have tålmodighed.
Du skal vide, det er en process, hvor problemet først og fremmest skal afdækkes og årsagen findes. Først herefter man kan gå ind og arbejde med problemet, hvorefter resultaterne vil komme på sigt
Mange hilsner,
Pia
.