Foto: Hjortsballe Hampen Foto
Tja, jeg må simpelthen være dig svar skyldig! -Jeg har dog en stærk overbevisning om, at der er noget om snakken, og nu skal du høre hvorfor…
For ca. 1 års tid siden fik vores lille hund, Ronja, problemer med ørerne. Vi måtte jævnligt forbi dyrlægen, som til sidst konstaterede, at Ronja havde allergi overfor visse typer foder. Hun blev derfor sat på skånekost – men lige lidt hjalp det.
Faktisk tog hendes symptomer til.
Hun begyndte konstant at ryste med ørerne, gnave i sine poter, gnubbede rumpen ved hver given lejlighed og lugtede fælt ud af munden grundet bl.a. betændelse i tandkødet.
Så dyrlægen slog allergien ned med binyrebarkhormon, hvorefter hun igen fik ro.
Beslutning om aflivning
Sommeren nærmede sig og blev Ronja mere og mere plaget af sine gener. Vi måtte oftere forbi dyrlægen, som slog allergien ned med medicin. Især i høsten var det helt galt, og der var derfor ikke lang tid mellem dyrlægebesøgene. Da vi kom på den anden side af sommerferien, var hun endnu engang hos dyrlægen, som nu anbefalede os at snakke om, om det var tid at lade hende få fred. Dyrlægen vurderede, at Ronjas symptomer kun blev værre, og at hun virkelig var plaget trods alle tiltag. Ronjas eneste redning var binyrebarkhormonet – som lindrer – men som også har en masse bivirkninger til følge.
Ronja fik en omgang medicin mere, hvorefter vi havde “ro på” i ca. 5-6 uger. Denne tid ville vi bruge på at forberede os selv på vores afsked med Ronja.
Og hvordan gør man så det…?
… Altså forbereder sig på at være dén der beslutter, at nu skal ens kæledyr ikke leve mere.
Og hvordan fortæller man børnene om det?
Skal de være med til aflivningen?
Skal de se hunden når den er død?
Hvordan vil man selv reagere, når sidste åndedræt er ebber ud?
Og hvad med det efterfølgende tomrum, som naturligvis vil komme, når der ikke længere er en hundesnude at sige godmorgen til.
Vores børn er knap 3 og 5 år gamle, og de har endnu ikke oplevet døden, hvorfor det er meget abstrakt for dem at snakke om.
Den lille smider med ordet “død” og “nu dør du” omkring sig, hver gang han får muligheden, men det er tydeligt, at han ingen ide har om, hvad det betyder.
Den store er begyndt at stille spørgsmål til døden – bl.a. efter mine forældres hund døde., Og skal lige sige det er altså ret store tanker, der kan være inde i sådan et lille hoved.
Nå, men…!
I denne periode besluttede vi, at Ronja skulle prøve at have zoneterapi. Her fik vi hjælp fra Jeannes’s Akupunktur og Helseklinik i Terslev, og det havde simpelthen sådan en fin effekt på Ronja. For det første faldt der en enorm ro over hende, som vi ikke havde set i månedsvis. Hun sov mere og gik ikke rundt og rystede med ørerne og gnavede poterne. Under behandlingerne lå hun helt stille, næsten som om hun kunne mærke, at Jeannes behandling var den rettet.
Dyrlægebesøgene blev herved holdt for døren – i hvert fald frem til lige før jul, hvor vi stod og skulle køre på juleferie. Ronja virkede igen plaget, og vi accepterede derfor, at hun skulle aflives.
-Vi kunne bare ikke bære, at det skulle ske lige inden jul!
Så vi tog til dyrlægen og fik en omgang medicin mere. Vi aftalte med dyrlægen, at han skulle komme hjem til os i det nye år, når symptomerne igen viste sig.
Beslutningen var dermed truffet.
Aflivning i dag den 4/2-2018
I sidste uge havde Ronja så igen en aften, hvor hun pludselig gik rundt og rystede ører. Vi blev derfor enige om, at dyrlægen skulle kontaktes den efterfølgende dag. Ronja skulle aflives, og det så hurtigt som muligt, så hun ikke behøvede have det dårligt igen.
Vi aftalte, at dyrlægen skulle komme hjem til os i dag kl. 14, hvorefter min mand og jeg ville være her, mens hun stille sov ind i trygge og vante omgivelser.
Dyrlægen havde på vores forespørgsel fortalt, at han havde gode erfaringer med, at børn var med under aflivningen. De ville i så fald have nemmere ved at forholde sig til døden på denne måde.
Min mand og jeg snakkede en del omkring det, men blev enige om, at vores yngste ikke var gammel nok til at være med. Og da vi ikke ønskede, at drengene skulle have forskellige historier om oplevelsen, blev vi enige om at holde dem udenfor.
Vi snakkede i stedet med dem om, at Ronja var syg. Vi fortalte den ældste, at dyrlægen skulle kigge på hende, og at vi ikke vidste, om han ville aflive hende.
Han spurgte, hvad aflive betød, hvilket gjorde, at vi fik en lille snak om døden. Han sagde, han var ked af, hvis Ronja ikke skulle være her mere, men gav herefter udtryk for, at han ikke ønskede, at snakke mere om det, hvilket jeg respekterede.
I morges snakkede vi så om, at de skulle sige farvel til Ronja, hvilket de begge gjorde. De nussede lidt med hende og drog derefter ubekymrede i børnehave.
Hvem der til gengæld bekymrede sig, var min mand og jeg.
Foto: Hjortsballe Hampen Foto
Allerede da vi gik i seng i går, snakkede vi om, at nu var det sidste gang vi skulle sige godnat til hende…
Om morgenen ville det være sidste gang vi sagde godmorgen til hende osv.
Hele formiddagen og middagen blev brugt på Ronja-tid.
Jeg gik en lang tur med hende i skoven, og da vi kom hjem, tog vi os en hygge-stund foran brændeovnen – Ronjas yndlingssted.
Vi “snakkede” (jeg snakkede til Ronja) om dybe tanker og store følelser, og takkede hende for at have været et værdsat medlem af familien i godt 8 år.
Og det blev tid…
Da tiden nærmede sig, redte jeg op til Ronja foran brændeovnen og tændte et par stearinlys.
Dyrlægen ankom i god tid og blev taget imod af Ronja i fuld galop og masser af gø’en, -og jeg selv, som allerede var begyndt at græde.
Min mand kom også hjem – helt grå og stiv i ansigtet.
Vi gik indenfor og satte os på gulvet sammen med Ronja, hvorefter vi kunne fortælle, at Ronja faktisk ikke rigtig havde haft nogle gener siden jul – altså lige bortset fra den ene aften i sidste uge, hvor hun rystede sine ører.
Vi fik en snak om løst og fast, samtidig med, at dyrlægen undersøgte Ronja.
Han kunne oplyse, at hendes allergi ikke var i udbrud som tidligere. Der var ingen røde ører, pelsen så fin ud, hvilket også gjorde sig gældende for tandkødet.
Efter en snak om en stresset periode herhjemme, hvor især jeg, havde været ramt af bl.a. hudproblemer i form af akut psoriasis og andre symptomer (læs tidligere bloginlæg om mit stressforløb her), kom vi frem til, at Ronja muligvis havde taget nogle af familiens stress-symptomer til sig.
Hunde kan nemlig også blive stressede.
Muligvis var Ronja yderligere også blevet lidt overset i en travl hverdag, hvor enderne havde svært ved at nå sammen.
Men nu hvor Ronja og jeg havde været hjemmegående sammen i ca. 1,5 mdr. tid, kunne dyrlægen ikke afvise, at det faktisk havde været med til at have en positiv effekt på hunden også……!
Dyrlægen var faktisk så positivt overrasket over Ronjas velbefindende, at han på nuværende tidspunkt vurderede, at hun pt. hverken skulle aflives eller havde behov for binyrebarkhormon.
Han var dog ikke i tvivl om, at allergi-symptomerne ville dukke op igen en dag. Og når det sker, vil spørgsmålet så være, om hun kan klare sig på “almindelig” allergi-medicin. Lige nu ser det sådan ud.
Så herhjemme er vi i aften alle lettede over, at vi fortsat har vores lille hund. Vi er blevet endnu mere opmærksomme på, hvor stor en effekt stress kan have.
Vi har også fået gjort os tanker om døden og sorgen der medfølger, samt hvordan vi ønsker, vores børn skal opleve dén del af livet.
Det er aldrig nemt at miste – heller ikke når det “kun” er en hund det drejer sig om.
I aften er vi dog taknemmelige for, at vi får lov at beholde vores lidt endnu.
Kærligst, Pia
Foto: Hjortsballe Hampen Foto
Hvis du ønsker at læse mere om sorg samt hvad der betegnes som en helt normal sorgreaktion samt hvad der betegnes som en kompliceret sorgreaktion, så kan med fordel læse denne artikel fra Samvirke. Du finder artiklen her.
