For ca. 2 måneder siden, tog jeg en rolig dag hjemme på terrassen. Jeg havde nemlig brug for at finde ud af, hvad jeg havde lyst til at bruge min dyrebare tid på, sådan fremadrettet set!

Solen skinnede og temperaturen passede perfekt til en dag under åben himmel. Så jeg slog mig ned sammen med vores hund, Ronja, for foden af vores mere end 100 år gamle valnøddetræ. For mig er dette simpelthen det mest perfekte sted at samle tankerne. Der er noget over et træ, som har stået her på jorden i så mange år og “oplevet” flere storme end nogle af os andre – og stadig står smuk og rank!

 

Så mens jeg sad her og mærkede solens stråler, begyndte jeg at gøre status over, hvordan jeg ønskede, min hverdag skulle være. For lige nu følte jeg ikke, at alt var, som det burde være. Jeg manglede tid og overskud til familien, når jeg kom hjem fra arbejdet. Ofte havde jeg slem hovedpine, der medførte voldsom kvalme, og jeg var tvunget til at lægge mig på sofaen, mens jeg ventede på, at et par hovedpinepiller ville dulme smerten.

På disse dage var jeg ikke til megen sjov og ballade. I sær ikke for de 2 små mennesker herhjemme, som var dem, der havde allermest behov for min tilstedeværelse og mit nærvær. Nemlig mine to drenge, som efter en lang dag i hhv. børnehave og dagpleje, glædede sig ubetinget til at se deres mor.

 

I stedet for en mor der var i humør til at lege og være omkring dem, havde de en mor, der var utålmodig og irriteret. Jeg havde ikke overskud til at opfylde deres konstante behov (som det jo er, når man har børn på 2,5 og 4,5 år.) Jeg gjorde det selvfølgelig alligevel, så godt jeg kunne, men min sorte samvittighed plagede mig! Jeg var ikke den mor, som jeg ønskede at være. Jeg havde ikke overskud til at lege, give ungerne bad osv. Jeg havde heller ikke styr på aftensmaden eller vasketøjet, ligesom jeg ikke fik foretaget indkøb, gjort rent eller smurt madpakker (på bedste instagram maner).

(Jeg har nu indset, at det heller ikke er en nødvendighed – men det er en helt anden snak ;))

I stedet var jeg den mor, der bare havde behov for ro og søvn.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at stramme mig an, så længe børnene var omkring mig. Til gengæld var det i stedet min kære mand, der måtte trække det tunge læs. Det var nemlig ofte ham, der sørgede for ovennævnte, mens jeg faldt bevidstløs omkuld eller gik i seng kl. 1930, når børnene var puttet.

 

Allerede for ca. 2 år siden, begyndte jeg at tvivle på, om jeg var havnet på rette hylde rent arbejdsmæssigt. Var Politiet virkelig et job for mig i fremtiden?

For ca. et års tid siden kom jeg frem til, at det var det måske ikke. Det var på et tidspunkt, hvor jeg begyndte at få svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Størstedelen af tiden var jeg nemlig ikke drevet af mine arbejdsopgaver, og der ud over var jeg enormt presset over at sidde på et åbent storkontor.

Til trods for det kom jeg afsted hver dag, men brugte virkelig meget energi på at tænke på, at jeg havde brug for fred og ro i mit hoved. At jeg hellere ville være et andet sted. Hvor, vidste jeg ikke – der skulle bare være fred og ro!

 

Jeg sagde hele tiden til mig selv: ” Hvis jeg bare lige holder ud lidt endnu, og får ordnet det og det, så bliver det bedre på den anden side”. Jeg skal baaaare lige..”

Samtidig blev jeg mere glemsom og skrev noter til mig selv.

Noter, noter og flere noter!

Efterfølgende blev jeg forvirret over alle de noter og lapper! Det var så frustrerende!

Førhen havde jeg det godt med mange bolde i luften, men nu kunne jeg slet ikke følge med mere.

 

Når jeg var ude at køre bil, kunne jeg glemme, hvor jeg var på vej hen. Ord og navne,som jeg havde kendt altid, forsvandt på mine læber. Det var vildt fustrerende og pinligt.

Pludselig mistede jeg også en hel del hår og jeg blev ramt af en omgang akut psoriasis over hele kroppen – som du kan se, jeg så forfærdlig ud! (Gud ske tak og lov for god makeup! 😉 )

 

 

Når jeg kom hjem om eftermiddagen var jeg fuldstændig smadret – psykisk såvel som fysisk. Dette til trods for, jeg “kun” lavede “skrivebordsarbejde”.

 

Nogle eftermiddage gik jeg ud som et lys midt i en leg med ungerne på gulvet. Både børn og mand måtte opgive at vække mig igen.

Sociale aktiviteter blev skåret fra ligesom jeg ikke havde overskud til at snakke med hverken familie eller venner. Det krævede helt enkelt for meget af mig, at skulle forholde mig til andres dagligdag, da jeg havde rigeligt at tænke på i min egen.

 

Jeg havde bare brug for RO!

 

Jeg besluttede mig derfor for at sige mit job op!

Meeeeen…

Tilfældigvis var min nærmeste leder ikke på job, den pågældende dag, jeg ville tage snakken med ham.

Jeg mistede derfor modet.

 

På omkring samme tid fik jeg bugt med psoriasisen v.h.a. masser af hormoncreme. Jeg skruede også op for alverdens hår-kosttilskud og så blev Ibuprofen min bedste redning. Jeg gav så at sige kroppens signaler mundkurv på og kørte videre for fuld kraft!

 

Da jeg kort efter fik en spændende og tidskrævende sag, hvor jeg virkelig skulle holde tungen lige i munden, fortsatte jeg der ud af med fornyet gejst.

På en måde var det en lettelse, at jeg ikke havde sagt mit job i politiet op, for tænk hvad jeg i så fald havde mistet i et øjebliks følelsesmæssig kådhed.

Jeg havde jo et godt arbejde, som jeg i bund og grund holdt rigtig meget af. Både fordi jeg kendte de daglige rutiner og arbejdede i en god afdeling med nogle spændende sager og gode kollegaer!

-Og så var der jo altså også en faste indkomst hver måned, feriedage, omsorgsdage osv osv, som var en enorm tryghed for mig.

Jeg gik derfor længe og fortalte mig selv, at det var den rigtige beslutning at blive. Jeg ville simpelthen være for dum, hvis jeg sagde min gode, faste stilling i politiet op.

 

Når jeg drøftede sagen med min omgangskreds hørte jeg også ofte, at nu skulle jeg huske på, hvor godt jeg havde det. At der var mange der stod i kø for en stilling som min. -For slet ikke at nævne tjenestemandpensionen og evigt fast arbejde.

“Nu skal du ikke være dum” eller “Tag den nu med ro og se tiden an”. (Ja, bare det at skrive disse sætninger, sætter sig som en hård klump af nervøsitet i maven på mig – for hvad nu hvis jeg ikke klarer den uden udenfor mine trygge rammer, som politiet har været de sidste 10 år).

 

Så i stedet for at lytte til min egen mavefornemmelse, valgte jeg i lang tid at lytte til de velmenende råd, der kom udefra.

Det gik fint i et stykke tid, men langsomt begyndte de fysiske symptomer at komme tilbage – hvis de da overhovedet havde været helt væk…

Jeg fik også halsbetændelse og lungebetændelse af to omgange og flere ture med influenza, der set i bakspejlet, formentlig var et udtryk fra kroppen om, at jeg skulle stoppe op og mærke efter.

 

Jeg blev stresset på jobbet igen ligesom jeg blev stresset på hjemmefronten. Jeg følte ikke, jeg kunne følge med nogle af stederne eller gøre det godt nok nogen af stederne.

 

Først da psoriasisen vendte tilbage og jeg dagligt endte med at have slemme, slemme hovedpiner fra kl. 9 om morgenen, begyndte jeg at stoppe op.

Jeg begyndte at at indse, at det ikke kunne fortsætte.

Samtidig hamrede jeg mig selv oven i hovedet med alverdens tanker om, hvad andre mon ville tænke om mig. Ville de synes jeg svag. At jeg ikke var god nok. Eller måske at jeg var dum.

Der var ingen grænser for, hvad jeg jeg forestillede mig, at andre ville tænke om mig.

Og i bund og grund er det jo fuldstændig ligemeget hvad andre folk tænker – det vigtigste er hvad man selv tænker!

 

Jeg følte, det var så pinligt, hvis min omverden så, hvordan jeg havde det. Så de eneste der virkelig fik lov til at se det, var min mand og mine børn. Og egentlig var det dem, der allermest fortjente det modsatte.

Ud over den skamfulde følelse var der også en snert af angst. Angsten for at træde ud af hverdagens trygge og faste rammer. Helt uden sikkerhedsline. For pyha, tanken om at være uden mit velkendte og trygge job, var næsten ikke til at være i.

-Og måske blev det bedre liige om lidt..

Den tanke var selvfølgelig mere overskuelig end det at forholde mig til at søge et nyt job eller starte som selvstændig.

Hvad havde jeg i grunden lyst til at kaste mig over? Og var der mon nogle, der ville ansætte en som mig?

 

Aldrig har jeg haft så mange undskyldninger overfor mig selv om, hvorfor det var en god idé at blive lige lidt endnu. Aldrig har min krop og mit hoved talt så forskellige sprog.

Heldigvis fik jeg hovedet til at lytte til kroppen. Derfor har jeg nu sagt min stilling i Dansk Politi op. -Ja, den er god nok! 3 uger har jeg tilbage.

Og i det øjeblik det skete, mærkede jeg dén der inderlige ro, som jeg havde længtes sådan efter.

En beslutning som var en af de sværeste, men som samtidig gav mig en enorm lettelse og sprudlende følelse inden i.

 

Siden jeg traf beslutningen, har jeg været ramt af usikkerhed en enkelt gang eller to – en følelse af utilstrækkelighed. En følelse der er meget naturligt, når man træder ud af sine faste rammer og comfort zone.

Og det er egentlig ligemeget, om man så siger farvel til et job eller for den sags skyld en kæreste, et forhold, en ven eller hvad det end måtte være. Det kan nemt føles jordskælvende, når man træder ud i noget nyt. Men hold da op hvor er det også livsbekræftende!

 

Nogen gange skylder man sig selv at spørge, hvad prisen er for at blive i noget gammelt, der føles forkert, kontra prisen for at prøve noget nyt.

Og jeg er helt overbevist om, at din indre gps ved, hvilken retning det er bedst for dig at gå. Spørgsmålet er bare om du tør at lytte samt hvor lang en omvej du vil ud på.

 

Så min opfordring i aften skal helt klart lyde:

Hvor end du går, så husk at tag dit hjerte med – ikke kun dit hoved!

Når du husker at gøre noget godt for dig selv, genererer det automatisk plads og energi til at gøre noget godt for de mennesker omkring dig.

 

Jeg håber du får en dejlig aften og ikke mindst en dejlig uge lige om lidt.

 

Kærligst, Pia