“Hvis en parterapeut er fraskilt, hvordan skulle hun så kunne rådgive andre i deres parforholdskrise…?”

Har du også tænkt sådan? At det er mærkeligt, at en parterapeut ikke engang kan få sit eget ægteskab til at fungere, men at kloge sig på andres, gør hun alligevel?

Tja, det kan da også lyde lidt sært, men måske er der alligevel en mening med galskaben.

Ligeledes kan man sammenligne det med, når mine børn skaber sig og ter sig alverdens steder, samtidig med, at jeg ‘kloger’ mig på emner som børneopdragelse, affektregulering mm. (Overfor mindre børn såvel som for voksne….;) )

For hvordan skal jeg kunne hjælpe andre i deres problematiske situationer med deres børn, når ikke engang mine egne børn er “artige” og “eksemplariske”? Eller når jeg endda til tider selv går hen og bliver barnligt anlagt… For det sker skam også.. Jo, tro det eller lad vær’ 😉

Så, nu skal du bare høre…. 🙂

En morgen i familien “galeanstalt”

I morges var en helt almindelig morgen herhjemme hos familien Skafte. Vi vågnede ved en 6.15 tiden, da den yngste kaldte ” Mooooar, må jeg godt stå op nu”, hvorefter alle i huset var vågne og i gang.

Han hoppede hurtigt ud af sengen og mødtes med sin to år ældre storebror på repos’et. Der blev udvekslet kærlige krammere og søde ord, i hvert fald lige indtil det øjeblik, hvor den lille besluttede sig for, at gå efter den grønne ballon og fluesmækkeren……

Det udløste et HYYL fra den store, som straks understregede, at det var HANS ballon, og at Lillebror IKKE måtte låne den.

Hylet i sig selv bragte nærmest stor glæde hos den lille, for hvad er skønnere, end at få en højlydt reaktion fra sin storebror?

Den lille nægtede at give ballonen fra sig og sagde i øvrigt til storebror: “Din lille tøs”, hvortil storebror svarede: “Du er dum” – og så var vi ligesom i gang!! 😉

Da konflikten var løst og alle var kommet nedenunder, begyndte det famøse tøj-cirkus. Måske du også kender det?. Herhjemme vil den store helst serviceres og sidde i sofaen, mens han deler kommandoer ud. Den lille gider ikke have tøj på og vil bare lege i fred. Begge skulle dog medvirke aktivt til selv at komme ud af nattøjet, vælge deres tøj og bagefter hjælpe med at dække morgenbord.

Efter lidt højlydte protester gik det slag i slag.

Ved morgenbordet

Ligesom alle de andre morgener kom morgenmaden på bordet. Og når man begår sig med en på 3 år såvel som en på 5 år, skal man huske, at de kan og “vil selv” ALT! Og gud nåde og trøste dén, der glemmer det og alligevel kommer til at hjælpe, hvor der ikke hjælpes skal! Det kan i sig selv medføre en tsunami af vredesudbrud, frustrationer, sorg og det der er værre, -og som man faktisk ikke havde set komme!

-Og ligeledes omvendt – altså hvis ikke man står der, til at yde den lille diktator øjeblikkelig bistand, i det herrens splitsekund, at behovet melder sig…. Pyha.. tør du forestille dig det..?

Nå, men i morges, da alle så endelig havde spist deres kunststykker af en portion havregryn ( -for det skal jo hældes op i tallerkenen på sirlig vis og i rette rækkefølge: Først havgryn, så et vis antal drys af mysli, så rosinerne på rette plads, bananerne i rette mundstykker – som barnet selvfølgelig selv vil skære ud og hvor man slet ikke tør tænke på reaktionen, hvis det ikke lykkedes barnet, på dén måde, som barnet selv havde forventninger om at kunne, – og så til sidst mælken, – mælken, som er er den sidste del af projektet og dét sted i processen, hvor ALT kan gå galt……! BOOOOMM 😀 ) så var der tid til leg 🙂

Leg.. Hmm.. det plejer at være sjovt, men også her kan det være svært med en 3-årig og en 5 årig. For hvem skal bestemme? Hvem skal have hvilket legetøj? Man vil jo helst have det samme legetøj… altså bare fordi man kan.. Hvem skal i øvrigt have det blå tæppe og hvem skal sidde hvor!?

Ja… det er alt sammen nogle af livets meget store problematikker, når man er hhv. 3 år og 5 år. Storebror og Lillebror. Indadvendt og udadvendt. Seriøs og drillende. Eftertænksom og letsindig. Og sådan kan vi blive ved.

I morges gik det galt, da Lillebror, som godt kan lide at larme og være højlydt, råbte og hvinede. Dette alt i mens storebror ville have RO!!, mens han koncentreret sad og tegnede. Måden hvorpå han udtrykte det var, naturligvis, ved at råbe det meget højt og konstant “JEG VIL HAVE ROOOOO!!!! – og det syntes Lillebror selvfølgelig var mega sjovt. For hvem vil ikke nyde at trykke på et ømt sted hos sin søskende – jeg ved jeg ville 😉 😀 ).

Som morgenen skred frem, enten med den ene eller den anden form for konflikthåndtering, så blev det tid til at børste tænder, pakke tasker, tage overtøj på og komme ud ad døren.

Denne morgen var en god morgen, for her var det kun ham på 3 år, hvis verden smeltede sammen. Det skete, da han på vej ned at børste tænder kom i tanke om, at han var mere sulten. Derefter ville han ikke børste tænder og endeligt ville han have en sommerjakke på eller slet ingen. Det blev til sidst slet ingen, hvilket jo så var helt forfærdeligt, da han trådte udenfor døren og opdagede, at det regnede. Så nu på med jakken. I kampens hede havde han ikke registreret, at far havde sagt farvel inde i entreen, så da han stod ude på gårdspladsen, ulykkelig og stadig tangerende hysterisk, forlangte han selvfølgelig, at far skulle komme ud og sige farvel til ham. Og da han endelig sad inde bilen, var han tørstig og ville have vand NUU!

Da den store så bad om at høre børnemusik, var det selvfølgelig den næste torn i øjet på den bette 😉

Det kommer nok heller ikke som en overraskelse, at han ikke ville afleveres i børnehaven, da vi endelig nåede derhen… Pyh, sikke en morgen.

Hvad stiller man så op med den slags morgener?

Tja… Her kan dit svar være ligeså godt som mit. For det er individuelt og kan variere fra dag til dag, hvad det er, der virker. Men een ting der er HELT sikkert er, at jo bedre, stærkere og roligere du kan stå i dig selv, des bedre kan du rumme dit barn, når det viser sig fra sin (for nogen værste), men i virkeligheden mest ægte side. Og jo mere du på kærlig og fast vis kan rumme dit barns skiftende følelser, des bedre kan du hjælpe dem gennem de forskellige kriser.

Måske har du selv oplevet, at en konflikt med din barn, nærmest opstod som et lyn fra en klar himmel.

Hvem har ikke prøvet, at sidde med sit barn og lege med perler, hvorefter barnet får skubbet perlerne ned på gulvet, hvorefter du siger: Hovsa, det var vist et uheld, men du må lige ned og samle perlerne op igen………………

Hvortil barnet svarer, at det gider han ikke! At du selv kan gøre det, da det også var din skyld, at de faldt ned, da det var dig, der fandt perlerne frem..

-Og vupti! Før du ved af det, bliver du ‘fornærmet’ og begynder højlydt at diskutere med barnet om, hvorvidt det var hans eller din skyld… Barnet ender med at nægte, hvortil du truer med at støvsuge perlerne op… Måske ender du med, at støvsuge perlerne op… med stor sorg til følge for dit barn..

Og til hvilken nytte…..? At du fik ret?

Støvsugeren kunne være undgået

Alt dette kunne være undgået, hvis du havde lært at takle dit eget indre barn, din egen vrede, din egen uretfærdighedsfølelse. For på denne måde var du ikke blevet ramt af konflikten eller blevet barnlig og hentet støvsugeren.

Når man har arbejdet med sig selv, er det helt generelt nemmere, at hvile i sig selv, stå ved sine meninger, holdninger, værdier og måder at gøre tingene på. Helt uden at blive taget af en gammel følelse eller et gammelt reaktionsmønster.

Ligeledes er det, hvis ungen f.eks. får et hysterisk anfald ude i offentligheden. For hvor velkendt er det ikke, at komme til at føle sig som en dårlig forældre, eller blive pinligt berørt over sit barns opførsel, når et fremmed mennesker skuler til een over køledisken.

Her er det for mig personligt meget nemmere at rumme mit barn og se stort på dømmende blikke, og i stedet sætte tydelige, men kærlige grænser eller hvad der nu måtte være på spil, på en rigtig måde for mig og mit barn.

Fordi jeg selv går i terapi og bliver mere og mere bevidst om mine egne værdier, følelser, overbevisninger osv., som jeg har med migfra min opvækst, bliver det nemmere at stå rolig i mig selv og ved mig selv.

Fixer terapi så alle konflikter med mine børn?

Nej, det gør det ikke! Men det gør bestemt tingene en hel del nemmere.

Idet du bliver mere bevidst om din egen måde at opfatte situationer, konflikter, stemninger og mennesker på, bliver du også mere bevidst om at vælge de følelser, du vil reagere med.

Det er ikke noget, der kan ændre sig natten over, men med øvelse igen og igen kan man lære at lade mange ting “prelle af”.

Det er hårdt arbejde, men føles dejligt når det lykkedes.

– Og det er lige meget om man er 5 år, 30 år eller 30 år og til tider føler sig som en på 5 år….. 😉 Så kan du altid øve dig og blive bedre 🙂

Og hvad havde alt det her så med parterapeuten af gøre?

Jo, ser du.

Selvom en parterapeut er blevet skilt fra sin partner, gør det ikke ham eller hende til en dårligere eller bedre terapeut.

Du kan i stedet se det som et udtryk for selvudvikling. At man har set sig selv, sine følelser, sine reaktionsmønstre, værdier og overbevisningerne i øjnene – og gjort op med dem, for derefter at handle ud fra det, og ikke ud fra hvad andre tænker om een eller hvad man “bør” gøre 😉

På samme vis som det kan føles med børneopdragelse.

Alle har en mening, hvilket de har lov til. Men i dit liv er det din mening og tilgang til tingene, der vægter højest.

Så find ud af hvor du står – så bliver det meget nemmere for børnene at være sammen med dig.

Fandt du dette indlæg nyttigt for dig? Smid gerne en kommentar eller send mig en besked med din feedback. Det vil jeg sætte stor pris på 🙂

Kærligst, Pia